Øjne
Da jeg vendte mig om, sad der nogen på min Seng. Jeg vilde springe ud ad Vinduet, men var som naglet til Gulvet. Skikkelsen rejste sig langsomt og gav sig til at stirre paa mig. Dens Øjne var glødende og tog til i Omfang i Takt med Styrken i den stirrende Mønstring af mig; herved fik Skikkelsen noget skrækkeligt truende over sig. Da sprængtes Øjnene netop i det Øjeblik, hvor deres Størrelse og røde Glans blev helt uudholdelig, og de dryssede ned som glødende Kulstykker, der smuldrer gennem en Rist. Kun de sorte, udbrændte Øjenhuler blev tilbage ligesom dén absolutte Intethed, der skjuler sig bag Skrækkens sidste slør.
Ernst Jünger, Das abenteuerliche Herz. Anden udgave, 1938
Som udstationeret kaptajn ved den tyske Militärbefehlshaber i Paris møder Ernst Jünger for første gang Louis-Ferdinand Céline den 7. december, 1941. Den dag japanerne angreb Pearl Harbor. Jünger var rystet og fascineret over mødet, hvor Céline holdt en galopperende monolog i to hele timer. I sin dagbog skriver Jünger om forfatteren:
Han har de vanvittiges indadvendte blik der skinner ligesom fra bunden af et hul. For dette blik eksisterer der hverken noget til højre eller til venstre, man har indtryk af at manden styrer frem mod det ukendte.
Ernst Jünger, Strahlungen, 1939-1948
posted by Joakim Grundahl Kjeldsen at 3:47 AM
3 Comments:
Hmmm...dette lille stykke af denne Ernst Jünger gav anledning til et par refleksioner (Pjat, det er fra en gammel (og ikke særlig god) opgave om Jünger):
Teksten introducerer angstens objekt, men uden at den giver en rationel forklaring på objektets pludselige tilstedeværelse, hvilket i sig selv forhøjer jegets chok ved opdagelsen af skikkelsen på sengen. I forbindelse med ovenstående tolkning af jegets rumlige positionering som en metaforisering af subjektivitetens retning er det bemærkelsesværdigt, at jeget vender sig om igen og retter blikket mod værelset: “Da jeg vendte mig om, sad der nogen på min seng”. Denne bevægelse kan således i forlængelse af tolkningen af rummets metaforisering af subjektiviteten med nogen rimelighed læses som en form for introspektion, således at jeget vender sig om mod sig selv. Godtager man denne tolkning må det derfor forklares, hvorfor jeget som bekendt ser en fremmed skikkelse på sengen.
At læse jegets fysiske omvending metaforisk som en introspektiv bevægelse implicerer, at relationen mellem jeget og skikkelsen kan tolkes som en spejlingsstruktur, forstået på den måde at jeget i sin egen bevidsthed opdager et fremmedelement, et “Fremder Besuch”. Husker man nu på, som tidligere citeret, at drømmens tænkning hos Jünger opererer med en metaforisk “Ähnlichkeit”, der antyder en ydre identitet, men med en substantiel differens kan man på baggrund af denne metakommentar til drømmens tekstur således sige, at jeget i “Fremder Besuch” står i en potentiel lighedsrelation til skikkelsen på sengen, men at der ligger en radikal væsensforskellighed under denne tilsyneladende lighed. Det er også værd at bemærke, at skikkelsens udseende ikke beskrives - jegets fikserede relation med skikkelsen fokuserer udelukkende på skikkelsens øjne, og det forhold resulterer for læserens vedkommende i en diffus forestilling om skikkelsens ydre. En tilsvarende anonymisering af skikkelsen findes i den første omtale af skikkelsen med det ubestemte pronomen “nogen (sad på min seng)". Fortælleren underbygger med disse greb en form, der modsvarer den tilsyneladende umiddelbarhed, hvormed skikkelsens radikale andethed indtræder i subjektet, og det bevirker en yderligere stramning af læserens oplevelse af skikkelsen som radikalt fremmed, hvilket igen bevirker, at rædslen fremstår des mere abrupt og chokerende. I denne forbindelse fremsætter Thomas Kielinger i artiklen “Der schlafende Logiker” den rimelige betragtning, at den fragmentariske form i Das abenteuerliche Herz netop er den eneste æstetiske konstruktion, der kan inkorporere den pludselig rædselserfaring af “Der Andere”, som også Bohrer mener er gennemgående i Das abenteuerliche Herz.
Jeget fikseres altså i en spejlingsrelation med en delmængde af sin egen subjektivitet, men dette sker uden at jeget kan identificere sig med dette fremmede element af sin egen bevidsthed, og denne basale mangel på identifikation går igen på læserens niveau. Eksempelvis påpeger Frederik Stjernfelt i artiklen “Et eller andet”, at det ikke fremgår af teksten, om det er jeget eller skikkelsen på sengen, der går under betegnelsen “der Fremde” (Stjernfelt 1993 p. 23), og Karl Heinz Bohrer omtaler et andet lignende spejlingsforhold i Das Abenteuerliche Herz, som også er betegnende for “Fremder Besuch”:
“Es ist, als ob der Blick in den Spiegel, der Anblick des eigenen Spiegelbildes bis zu jener Intensität getrieben worden wäre, die das eigene Bild verfremdet, als ob plötzlich das Spiegelbild nicht mehr als Identifikationsakt selbstverständlich und vertraut ist, sondern fremd und eben hierdurch furchterregend wirkt. Es handelt sich dabei um einen experimentellen Selbstversuch, der darin begründet liegt, daß man die Grenzen des geläufigen Selbst-bewußtseins verläßt und sich auf etwas bis dahin Unbekanntes einläßt, das um so verlockender ist, als es die eigene Identität betrifft.”
Det afgørende ved spejlingsrelationen hos Jünger er, at den ikke længere er gyldig som identifikationsakt, og denne struktur ser man også i jegets forhold til skikkelsen på sengen. Skikkelsen entrerer jegets bevidsthed som en andethed, og denne andethedens radikale indtræden er specielt iscenesat hos Jünger, idet subjektet erfarer den i en støt stigende rædsel, der i sidste ende bliver ubærlig for jeget: “In dem Augenblick, in dem ihrer Größe und ihr roter Glanz unerträglich wurden, zersprangen sie und rieselten in Funken herab” (1AH, p. 17). Den eskalerende rædsel hensætter med andre ord jeget i en ekstrem tilstand, der forstyrrer den tilsyneladende simple identifikationsakt, og det rædselsslagne jeg mister dermed den rationelle bevidstheds evne til selverkendelse og efterlades med en erfaring af “das absolute Nichts, das sich hinter dem letzten Schleier des Grauens verbirgt” (p. 17). Andetheden ligger dermed i jeget selv som et blindt punkt og synliggøres først i rædselserfaringen, der transcenderer det rationelle subjekts selvbevidsthed, og denne fremmedhed kan derfor kun erfares som en “absolut intethed”. Rædselstilstanden medfører en bevidsthedsmæssig lammelse hos jeget (“mit gelähmten Kopfe”, 1AH p. 16), og i den fikserede stirrende duel med skikkelsen er jeget “wie an den Boden gebannt” (p. 17). Den stigende rædsel paralyserer altså jeget og bevirker et fuldstændigt tab af selvkontrol over krop og bevidsthed til en fremmed, gådefuld og uerkendt magt. Mødet med skikkelsen er således en af de “specielle oplevelser, der lader ane hvad bevidstheden er en del af og hvad den determineres af uden for den selv.” (Stjernfelt 1993, p. 23).
Rædselserfaringen i “Fremder Besuch” giver alt i alt anledning til en perverteret form for introspektion, og for så vidt som introspektion i sin etymologiske betydning angår synsevnen kan man som følge af spejlingsrelationen betragte skikkelsens udbrændte øjenhuler som et oplagt symbol og en indforstået parodi på jegets blindhed over for sig selv. Både den rationelle bevidsthed og kroppen bliver i “Fremder Besuch” ofre for fremmede processer i rædselserfaringen, og angrebet på denne traditionelle dualisme mellem krop og bevidsthed, der hævder bevidsthedens primat i individet, antyder dermed, at andethedens paralyserende magtovertagelse af jeget modsvarer Nietzsches angreb på, hvad han i Der Wille zur Macht kalder “die unsinninge Überschätzung des Bewusstseins” (Nietzsche, 529). Nietzsches radikale kritik af bevidstheden kan således med rimelighed tolkes som en åndshistorisk forudsætning for Jüngers litterære gestaltning af rædselserfaringen.
5:37 AM
tak for den.
Kom til at tænke på det ikke særligt meget Lacan jeg har læst. Om spejling i selvidentifikation og andethedsoplevelse. Der må da være en hel hær af lacanianere, der har interesseret sig for Jünger?
11:09 AM
Ja, Lacan, og psykoanalytiske læsninger i det hele tager står generelt stærk i tysk litteraturvidenskab, meget stærkere end herhjemme. Jeg har læst et par artikler, der tager den slags i anvendelse i forhold til Jünger, men det bliver efter min mening altid meget kedeligt med den slags tolkninger, fordi de gør en dyd ud af at læse imod forfatteren. I Jüngers tilfælde går det altid på, at hans fiktion i realiteten er mere eller mindre fejlslagne forsøg på at kontrollere den demaskulinerende krigsoplevelse (afrevne lemmer og kastrationsangst) ved at iscenesætte rædslen æstetisk.
Få tolkninger synes at tage hensyn til det faktum, at Jünger ganske enkelt var kold...
Lacans spejlteori er dog helt sikkert relevant i forhold til Jünger. Men den kan for så vidt også appliceres på næsten al romantisk litteratur (der ofte rummer henvisninger til spejle (HCA) og dobbeltgængere (Hoffmann, Stevenson).
Troels
11:09 AM
Post a Comment
<< Home