Resten af vejen er op ad bakke

Friday, April 22, 2005

Danskerhad



Den franske forfatter Léon Bloy (1846-1917) havde en syreskarp aversion mod Danmark og danskerne. I sine dagbøger skriver han:

Forbløffende idioter befolker dette kongerige. Man kan næsten ikke opdrive en dansker der er i stand til at tilegne sig en metafysisk tanke, og glemselen over for tilværelsens dybe love er ubskrivelige.
Mon Journal, 1896-1899

Om det var mod sin vilje ved jeg ikke, men Bloy opholdt sig i Danmark nytårsaften 1899, hvor danskerne gik agurk i folkefest over århundredeskiftet. Herom skriver Bloy:

Omkring os protestanternes platte festrus, de fejrer med kanonslag og råben og skrigen dette årsskifte, der i øvrigt ikke har nogen som helst betydning for disse dyr, der kun tænker på at spise og drikke og bedække deres alt for fødedygtige hunner.
Mon Journal, 1896-1899

Øjne



Da jeg vendte mig om, sad der nogen på min Seng. Jeg vilde springe ud ad Vinduet, men var som naglet til Gulvet. Skikkelsen rejste sig langsomt og gav sig til at stirre paa mig. Dens Øjne var glødende og tog til i Omfang i Takt med Styrken i den stirrende Mønstring af mig; herved fik Skikkelsen noget skrækkeligt truende over sig. Da sprængtes Øjnene netop i det Øjeblik, hvor deres Størrelse og røde Glans blev helt uudholdelig, og de dryssede ned som glødende Kulstykker, der smuldrer gennem en Rist. Kun de sorte, udbrændte Øjenhuler blev tilbage ligesom dén absolutte Intethed, der skjuler sig bag Skrækkens sidste slør.

Ernst Jünger, Das abenteuerliche Herz. Anden udgave, 1938

Som udstationeret kaptajn ved den tyske Militärbefehlshaber i Paris møder Ernst Jünger for første gang Louis-Ferdinand Céline den 7. december, 1941. Den dag japanerne angreb Pearl Harbor. Jünger var rystet og fascineret over mødet, hvor Céline holdt en galopperende monolog i to hele timer. I sin dagbog skriver Jünger om forfatteren:

Han har de vanvittiges indadvendte blik der skinner ligesom fra bunden af et hul. For dette blik eksisterer der hverken noget til højre eller til venstre, man har indtryk af at manden styrer frem mod det ukendte.

Ernst Jünger, Strahlungen, 1939-1948

Wednesday, April 06, 2005

Krig i litteratur


Turner: Norham Castle (detalje)

De to jøder rejser sig fra deres pladser. De hopper rundt på deres filtsåler og samler skårene op fra gulvet. De vimser rundt i tavshed som aber, som japanere i et cirkus. Deres halse bliver tykke og fordrejede. De breder en utæt dyne ud over gulvet, og jeg lægger mig ind til væggen til den tredje, sovende jøde. En beklemt fattigdom lukker sig om mit leje.
Alt er slået af stilhed, og kun månen, som har grebet med blå hænder om sit skinnende runde, sorgløse hoved, strejfer rundt uden for vinduet.
Jeg ligger på den utætte dyne og masserer mine opsvulmede ben, mens jeg forsøger at falde i søvn. Jeg drømmer om chefen for sjette division. Han jager efter brigadechefen på en tung hingst og skyder ham to kugler gennem øjnene. Kuglerne går gennem brigadechefens hoved, og begge hans øjne falder til jorden. ”Hvorfor har du ladet brigaden retirere?” råber Savickij, chefen for sjette division, til den sårede – og i det samme vågner jeg ved, at den gravide kvinde famler hen over mit hoved med sine fingre.
- Herre, siger hun til mig, De skriger i søvne og kaster dem rundt på lejet. Jeg reder op til Dem i det andet hjørne, for de ligger og skubber til min far.
Med sine spinkle ben stemmer hun sin runde vom op fra gulvet og trækker tæppet bort fra den sovende. Den gamle mand er død, og hans hoved er faldet bagover. Hans strube er revet op, hans ansigt kløvet tværs over. Noget blod er stivnet i hans skæg som et stykke bly.
- Herre, siger jødekvinden og ryster dynen, det var polakkerne, der slagtede ham her, skønt han tryglede dem: slå mig ihjel ude på den mørke gårdsplads, så min datter ikke skal se mig dø. Men de gjorde, som det passede dem – han døde her i dette værelse med mig i sine tanker … Og nu vil jeg gerne vide, sagde kvinden pludselig med frygtelig styrke, hvor i hele verden der findes en mand som min far


Novograd-Volynsk, juli 1920.

Fra Overgangen over Zbruc i Rytterarmeen (1936) af Isaak Babel

Friday, March 18, 2005

Forelsket i en havneluder

Aalborgromantik


Hjelmerstald i Aalborg. Øretæverne lurer lige om hjørnet?

Information faldt i fælden forrige weekend med et tema om Aalborg, hvor avisen lod sig forføre af den hjemstavnsromantik, Niarn, Hefty og ikke mindst Allan Olsen (brrr) udsmykker byen med. Efter at have set og læst Nordkraft har man tilsyneladende set stort på filmens fiktive karakter og har storhyldende placeret Aalborg på den plads på det mentale Danmarkskort, man længe har reserveret til en ægte dansk udgave af nordengelske industribyer.

For som Information skriver, står den på druk, hor og nævekamp i Aalborg. En by præget af arbejdere med værftlukningstømmermænd og et brølende kraftværk lige midt i byen (!). Jomfru Ane Gade portrætteres som omdrejningspunkt for en hårdhudet befolknings mentale tilstand, hvor man efter gamle maskuline idealer slås om pigerne og drikker bajere sammen bagefter. Den nordjyske muld er gødet af arbejderblod og hvidvasket vodka.

Niarn har udnyttet dette billede af Aalborg til at profilere sin egen position som dansk raps pittbull, der med beskidte poter sætter sine muldfodspor i København. Og de københavnske journalister følger dem som stifindere, der hungrer efter et dansk Detroit; en industriby med en hidtil gemt kulturskat i undergrunden. Det er alt for let for Niarn at bruge et så ensidigt billede af Aalborg, som afsæt for sin karriereraket. Det er så let at de fleste af os ville kunne gøre det. Tilsæt blot en del arbejderromantik med en gang småkriminel skiden på reglerne og få det til at rime. Jeg kan hurtigt forfatte en sætning til et af Niarns numre efter denne opskrift:

"Skider på alt hvad der er helliggjort
Napper kun en nadver hvis der er sprit i lortet"

Hvor underholdende det hårdkogte Aalborg-portræt afgjort må siges at være, er der tale om en kæmpemæssig og ensidig overdrivelse. Den eneste, der forholder sig kritisk til byen i Informations interview-serie, er Carsten Jensen (brrr). Men han har ikke været i byen i et halvt liv, så hans skildring rodfæstes i skolegårdsmaskulinitet fra den gang værftet var dampende og arbejderblodet brusede om kap med limfjorden og de travle ølhaner i Gaden. Hans kritik ender således med blot at være den negative udlægning af samme forestilling om en by i jovial gadedrengekamp.

Ærgeligt, for det kunne være sjovt at læse noget mere om leverpostejsromantikken, der hersker i Aalborgs altdominerende middelklasse i stedet for øl-pis-og-blod-romantikken blandt en for længst marginaliseret arbejderklasse. Det er det jeg husker bedst fra mine 13 år i Aalborg. Duknakketheden, hvor janteloven hersker i en sådan grad, at selv arbejderen med det fremskudte bryst flankeret af løstsiddende næver ville blive vingeskudt af denne altfortærende nørrenjydske lov om ikke at stikke næbet længere frem end at vi alle kan være med. Jeg har ikke oplevet en så stærk flokmentalitet andre steder end i Aalborg, hvor man hele tiden helst skal kigge på hinanden med forbehold og blikket placeret forsigtigt lige under hagen på den man taler med. For at kigge de andre direkte i øjnene og mene noget klart i modsætning til eller overensstemmelse med sine medborgere er ikke ønsket blandt leverpostejsklassens ypperstepræster. Hvis man agiterer lidt for ivrigt for noget som helst, har jeg flere gange oplevet den joviale men ikke desto mindre affærdigende kommentar ”du er da helt oppe at køre i dag, hahaha”, hvormed der menes ”slap nu af med at mene noget som helst og lad os blive ved med at mene lidt det samme om alting og ingenting”.

Aalborg præges af middelklassen, der uden mål og med bevæger sig mod fremtiden med duknakket blik, men som nu lige pludseligt stolt kan rette blikket bagud mod en gammel forgangen arbejderby. For den skildres jo i bøger, film og musik, og i fælleskor skråler de om kap med medierne i opdagelsen af et genuint arbejdermekka med hårdtslående værdier og en kold-i-røven-pis-og-bræk-kultur, der skider på regler og normer.

Regler og normer er dog stadig den hellige gral for middelbandens mentale tilstand i Aalborg. Det kan hverken Nordkraft, Nordkraft eller Niarn ændre på. Hold dig til normen og den betonsolide konsensus, ellers trækker vi på smilebåndet og trækker følehornene til os!

I de aktuelle portætter af Aalborg får man indtrykket af en påtrængende udadvendthed, en direkte tale mellem mennesker; en påtrængende kontakt mellem tætbyggede gutter formidlet af hård tale, hæs latter, nævekampe, lussinger, spyt og blod. Men snarere end den påståede udadvendte arbejdermentalitet, der skulle gøre gaderne i Aalborg usikre og farverige, er det den indadvendte middelklasse-mentalitet, der præger bybilledet. En indadvendthed der truer med at suge øjnene helt ind i det nordjyske mørke sind. Kend en aalborgenser på duknakketheden og de indfaldne øjne. Jesper Grønkjær er et glimrende eksempel (for ikke at tale om Henrik "Mini" Rasmussen).


Grønkjærs indfaldne øjne.
Hvis man kniber øjnene sammen ser det ud som om han bærer en Zorro-maske. Gennem sammeknebne øjne kan man se om en person kommer fra Aalborg; får han Zorro-maske er han fra Aalborg a'. Det er derfor, at mange aalborgensere går rundt med sammenknebne øjne; "er ham der fra Aalborg a'?". I forbindelse med denne sammenkniben opstår der en anstrengelse af muskulaturen omkring øjnene som samtidig fremskynder de indfaldne øjne. Dermed understøttes den ubrydelige konsensus på de aalborgensiske gader: man patruljerer rundt for at spotte outlaws, som kan kendes på deres maskeløse blik, men ender med at se Zorro-masker overalt, fordi alle går og kniber øjnene sammen i kollektiv selvkontrol under jantelovens tegn. Gadens justits i Aalborg udgør således en selvopfyldende profeti, som underbygger den konsensus, der kræver aalborgenserens indadvendthed og passen sig selv.

Mange aalborgensere vil nok beklage sig over min lige så ensidige skildring af den nordjyske middelklassementalitet, men den heftige eksponering af byens autentiske industribystemning nødvendiggør i mine indfaldne øjne en tyk rød understregning af leverpostejshyggen i den byfornyede omkreds af Nordkraft. Jeg er glad for at komme fra Aalborg, og har nydt godt af havnefront og industriområder, og jeg synes stadig, at Aalborg Havn er noget af det smukkeste i Danmark. Men når nu byen er i tidens sigtekorn, er det nødvendigt at stille kornet lidt skarpere.

Jeg har boet klods op ad det ”brølende kraftværk” midt i byen. Jeg har aldrig hørt det brøle, men har tit ligget i min seng og fra mit vindue kigget direkte ud på de to skorstene og fantaseret om at spænde en hængekøje ud mellem dem. Min far kom en gang i avisen som repræsentant for en række utilfredse naboer, der klagede over sodpletter fra skorstenene på bilernes kølerhjelme. Og jeg kan huske de sorte pletter i sneen. Og nogle gange lugtede det fælt af korn fra de store siloer ved havnen. Men Nordkraft lukkede for flere år siden og nu er skorstenene pillet ned. Resten af bygningskomplekset skal bruges til kulturhus. Jeg kan ikke huske præcist hvornår værket lukkede, og da jeg søgte efter informationer om værket på nettet henviste de første 50 poster til enten bogen eller filmen Nordkraft.


Nordkraft før lukningen og nedrivning af de to skorstene. Det har altid slået mig, hvor meget de lignede raketter på en affyringsrampe med de to vinger forneden. Nu er de fyret af - måske sidder Niarn og griner hæst og højlydt på en af dem på vej over storebælt?

Wednesday, February 16, 2005

Kort sagt

I min kritik af Lykkebergs radikale angreb må essensen være følgende:

Jeg påpeger urimeligheden i den udlægning, at de radikale kernevælgere skulle stemme ud fra forhåbninger om økonomisk vækst for dem selv og deres segment. Denne udlægning dømmer en hel vælgergruppe som naive skabsliberalister, fordi de tilhører det segment, som Richard Florida tilskriver den højeste økonomiske vækst (intellektuelle, homoseksuelle, multietniske, kunstnere etc.). Bare fordi de tilhører segmentet i en analyse foretaget af en amerikansk sociolog, behøver deres politiske idealer ikke korrespondere med resultaterne af hans forskning. Det er jo helt vanvittigt at lave en så simpel kobling.

Tuesday, February 15, 2005

Lykkebergs sveder i Information

Hvilken kreativ klasse?
af rl, 15. februar 2005

Klasse: Det Radikale Venstre har fundet en ideologi og en ’guru’. Denne guru hedder Richard Florida, og han er kendt for sine teser om ’kreativitet’. Som han sagde i Jyllands-Posten søndag:»De byer og lande, som har succes i det 21-århundrede, er alle kreative centre, og forudsætningen for, at de kan blive det, er tre t’er: talent, teknologi og tolerance.«Succes betyder for Florida: Økonomisk succes. Det nye er ikke, at der er politikere, som råber om mangfoldighed og kreativitet. Det er heller ikke nyt, at der er nogen, som siger, at byer med mange bohemer, bøsser og rockbands klarer sig utroligt godt. Det er allerede gamle floskler: Det usædvanlige er godt, det almindelige er dårligt. Det spontane er godt, det skematiske er skidt. Richard Florida fortæller gerne om sig selv og sit eget liv: Han sover længe. For han er ikke en kedelig funktionær. Han er en kunstner, så han arbejder til ud på de små timer. Hvis man vil være kreativ, kan man ikke bare arbejde fra otte til fire. Kunstneren er forbilledet i den kreative klasse. Florida har selv nævnt den ny økonomis stjerner: »Det kendetegner den kreative klasse, at dens medlemmer arbejder med at skabe nye meningsfulde former. Den superkreative kerne i den nye klasse består af videnskabsmænd og ingeniører, professorer fra universiteterne, digtere og romanforfattere, kunstnere, entertainere, skuespillere, designere og arkitekter og også ’de intellektuelle ledere’ i det moderne samfund: redaktører, kulturelle personer, medlemmer af tænketanke, analytikere og andre meningsdannere.«Dette segment af forskere, kunstnere og medieaktører skal skabe det nye og det kreative. Det var denne drøm om, at alt det gode og smukke og kreative går op i den størst mulige økonomiske vækst og velstand for alle, der kendetegnede 90’erne it-utopier. Denne simple modstilling mellem funktionæren og kunstneren, mellem det kedelige vanemenneske og den vidunderlige individualist skulle være billedet på fortidens mennesker og fremtidens helte. Alle skal blive kunstnere, alle skal være enere. Den kreative klasse er en avantgarde. Som en flyvemaskine på himlen trækker den billeder af det gode liv på bannere bag sig. Disse billeder blev præsenteret som utopier af skaldede mænd med firkantede briller i bøger som ’Funky business’ i 90’erne. Det var dengang et slogan, at den nye økonomi ikke har brug for dem, der laver regler. Den nye økonomi vil have folk, der bryder regler. Så det nye er ikke at tale om den kreative klasse. Det nye er, at denne snak allerede er blevet gammel. Det er ikke længere en utopi for samfundets forreste, men en politik for et mindre midterparti. Det er resterne af den sidste store fortælling, der er blevet samlet op som floskler af Marianne Jelved & co. Og når Jelved taler om kreativitet og mangfoldighed, lyder hun hverken som digter, forsker eller skuespiller. Hun taler med samme snusfornuftige og troværdige grimasse, som når hun taler om ’2010-plan’ og ’konventioner’. Vi skal overholde loven. Vi skal bestemt ikke bryde regler. Eller tænke selv. Vi skal gøre som menneskerettighedskommissær Alvaro Gil-Robles siger. Vi skal leve op til 2010-planen. Vi skal være kreative, fordi det er det, ’vi skal leve af’. Vi skal ikke bruge tolerance, teknik og talent til at bryde med den økonomiske nyttemoral, der hærger i offentligheden, på uddannelsesinstitutioner og i de nye forestillinger om forskning. Det kreative er ikke et mål i sig selv. Det er et middel. Floridas teser om den kreative klasse er udtryk for den vulgærmarxisme, hvor alle dimensioner og perspektiver skal gøres op i økonomi. Vi skal være tolerante. For det skaber vækst med fremmede impulser. Den oplagte indvending er: Hvis tolerance alligevel ikke giver vækst, skal vi så være intolerante? Det er en allerede træt fortælling, der præsenteres af Det Radikale Venstre. Men den kreative klasse eksisterer stadig som urban elite. Der er bare ikke længere nogen, der tror på, at hele samfundet bliver en kreativ klasse. Den er blevet en interessegruppe ligesom børnefamilier eller folkeskolelærere. Det er fristende at se Det Radikale Venstre som parti for ’de unge urbane selvstændige og intellektuelle’, der gerne vil være god ved de ’etniske’ og betale lidt mere til u-landene. Men som også gerne vil have massive skattelettelser. Der er lidt til den gode sag og meget til den enkelte vælger. Men der er også vælgere, der ser Det Radikale Venstre som fronten i kampen mod racisme, som et parti, der kæmper for kosmopolistik lighed og miljø. Som parti for de almene perspektiver i kampen mod fremmedangst og forbrugermentalitet. Det Radikale Venstre kan faktisk blive det parti. Hvis de gerne vil være et rigtig kreativt parti, skal de bryde med normerne om borgeren som bruger, om vælgeren som en der skal tilfredsstilles. Og om moral, kreativitet og tolerance, som noget ’vi skal leve af’.

Radikalt!

Som radikal vælger er jeg irriteret over at blive kategoriseret som et caffè latte-drikkende storbyindidvid, der stolt men naivt udnytter et partipolitisk tilhørsforhold som eneste grundpille for min ellers hjemløse identitet. Uden socialt ansvar og samvittighed stigmatiseres den radikale vælger som et apolitisk medlem af en kreativ elite, der ikke en gang har erkendt sin rolle som liberalistisk ulv i humanistiske fåreklæder. Ikke mindst Rune Lykkeberg, som jeg nærer den største respekt for, har gjort sig til talsmand for denne stigmatisering. Lykkeberg har en slem vane med kun at angribe de radikale fra et meget fjernt fugleperspektiv funderet i en kritisk dekonstruktion af Richard Floridas teser, sidst set i Informations leder den 15. februar. Det er alt for let. Det er uden tvivl berettiget at erklære Floridas teser for vulgærmarxisme. Men Lykkebergs kritik af Florida og de Radikale rummer selv en hel del gammelmarxistiske rester, hvor der skydes med skarpt mod alt det, der indeholder en seriøs stillingtagen til termen "økonomisk vækst". Lykkeberg anklager med god grund Floridas teori for dens ensidige vægtning af økonomisk succes. Men i den pågældende leder er Lykkebergs kritik ligeså ensidig som inverteret opposition til Floridas vulgærmarxisme. Han synes at dumpe tilbage til den stiveste marxisme, hvor økonomisk vækst og social ansvarlighed er to for altid antagonistiske størrelser.
Jeg vil gerne fastslå, at jeg har det meget svært med de Radikales skattepolitik. Men at skære hele Jelveds projekt over én kam og erklære det for et liberalistisk projekt, der udelukkende retter sig mod økonomisk vækst forklædt i kreativ humanisme er alt for nemt. Og derved mister man en masse væsentlige politiske initiativer og værdier af sigte. Værdier, der får mig til at stemme radikalt.
Christiansborg har i mine øjne ikke andre partier end de Radikale, hvor et værdipræget fokus ligger så kompromisløst på "kampen mod racisme, kosmopolitisk lighed og miljø og kampen mod fremmedangst og forbrugermentalitet", for at citere Lykkebergs leder. Det er tiltrængt, at Lykkeberg selv kommer ind på de Radikales politiske mærkesager i slutningen af lederen, men som afsluttende afsnit er det for sent. For de optræder kun parentetisk i forhold til den gennemtærskede kritik af Floridas teser som det teoretiske grundlag for Jelveds politik. Og han risikerer således at efterlade Informations læsere med et komplet ensidigt billede af partiet og dets vælgere. Det er bydende nødvendigt at gøre de mange nye radikale vælgere opmærksomme på kritisable implikationer ved den radikale strategi. Men det tjener ikke som en fuldbyrdet afvisning af partiets værdigrundlag, som netop fremstår noget mere ansvarligt og etisk funderet, når man ikke kun betragter det fra et teoretisk fugleperspektiv. Lykkeberg afslutter lederen således: "Men der er også vælgere, der ser Det Radikale Venstre som fronten i kampen mod racisme, som et parti, der kæmper for kosmopolitisk lighed og miljø. Som parti for de almene perspektiver i kampen mod fremmedangst og forbrugermentalitet. Det Radikale Venstre kan faktisk blive det parti. Hvis de gerne vil være et rigtig kreativt parti, skal de bryde med normerne om borgeren som bruger, om vælgeren som en der skal tilfredsstilles. Og om moral, kreativitet og tolerance, som noget ’vi skal leve af." Jeg tilhører en af de vælgere, og jeg håber, at partiet holder fast i den oppositionelle kurs overfor regeringen. For der er både brug for Enhedslistens vagthunde og for stejl oppositionel politisk indflydelse fra de Radikale i kampen mod landets pinlige politiske styre. Men så må vi også til at fokusere på netop de vælgere som nævnes sidst i artiklen og som udgør grundlaget for et reelt politisk alternativ til regeringen, i stedet for at fokusere på en række politiske trend-følgere, der i deres kreative selviscenesættelse har sat kryds ved liste B. Ja, dem er der nogle af, men lad nu være med at stigmatisere hele partiet og dets seriøse vælgerskare med Florida-sygen, bare fordi partiet er blevet populært. Ikke al popularitet er identisk med populisme. Lykkebergs fokusering på Jelveds flirt med Florida er unuanceret og er ude af proportioner.

/joakim