Lykkebergs sveder i Information

Hvilken kreativ klasse?
af rl, 15. februar 2005

Klasse: Det Radikale Venstre har fundet en ideologi og en ’guru’. Denne guru hedder Richard Florida, og han er kendt for sine teser om ’kreativitet’. Som han sagde i Jyllands-Posten søndag:»De byer og lande, som har succes i det 21-århundrede, er alle kreative centre, og forudsætningen for, at de kan blive det, er tre t’er: talent, teknologi og tolerance.«Succes betyder for Florida: Økonomisk succes. Det nye er ikke, at der er politikere, som råber om mangfoldighed og kreativitet. Det er heller ikke nyt, at der er nogen, som siger, at byer med mange bohemer, bøsser og rockbands klarer sig utroligt godt. Det er allerede gamle floskler: Det usædvanlige er godt, det almindelige er dårligt. Det spontane er godt, det skematiske er skidt. Richard Florida fortæller gerne om sig selv og sit eget liv: Han sover længe. For han er ikke en kedelig funktionær. Han er en kunstner, så han arbejder til ud på de små timer. Hvis man vil være kreativ, kan man ikke bare arbejde fra otte til fire. Kunstneren er forbilledet i den kreative klasse. Florida har selv nævnt den ny økonomis stjerner: »Det kendetegner den kreative klasse, at dens medlemmer arbejder med at skabe nye meningsfulde former. Den superkreative kerne i den nye klasse består af videnskabsmænd og ingeniører, professorer fra universiteterne, digtere og romanforfattere, kunstnere, entertainere, skuespillere, designere og arkitekter og også ’de intellektuelle ledere’ i det moderne samfund: redaktører, kulturelle personer, medlemmer af tænketanke, analytikere og andre meningsdannere.«Dette segment af forskere, kunstnere og medieaktører skal skabe det nye og det kreative. Det var denne drøm om, at alt det gode og smukke og kreative går op i den størst mulige økonomiske vækst og velstand for alle, der kendetegnede 90’erne it-utopier. Denne simple modstilling mellem funktionæren og kunstneren, mellem det kedelige vanemenneske og den vidunderlige individualist skulle være billedet på fortidens mennesker og fremtidens helte. Alle skal blive kunstnere, alle skal være enere. Den kreative klasse er en avantgarde. Som en flyvemaskine på himlen trækker den billeder af det gode liv på bannere bag sig. Disse billeder blev præsenteret som utopier af skaldede mænd med firkantede briller i bøger som ’Funky business’ i 90’erne. Det var dengang et slogan, at den nye økonomi ikke har brug for dem, der laver regler. Den nye økonomi vil have folk, der bryder regler. Så det nye er ikke at tale om den kreative klasse. Det nye er, at denne snak allerede er blevet gammel. Det er ikke længere en utopi for samfundets forreste, men en politik for et mindre midterparti. Det er resterne af den sidste store fortælling, der er blevet samlet op som floskler af Marianne Jelved & co. Og når Jelved taler om kreativitet og mangfoldighed, lyder hun hverken som digter, forsker eller skuespiller. Hun taler med samme snusfornuftige og troværdige grimasse, som når hun taler om ’2010-plan’ og ’konventioner’. Vi skal overholde loven. Vi skal bestemt ikke bryde regler. Eller tænke selv. Vi skal gøre som menneskerettighedskommissær Alvaro Gil-Robles siger. Vi skal leve op til 2010-planen. Vi skal være kreative, fordi det er det, ’vi skal leve af’. Vi skal ikke bruge tolerance, teknik og talent til at bryde med den økonomiske nyttemoral, der hærger i offentligheden, på uddannelsesinstitutioner og i de nye forestillinger om forskning. Det kreative er ikke et mål i sig selv. Det er et middel. Floridas teser om den kreative klasse er udtryk for den vulgærmarxisme, hvor alle dimensioner og perspektiver skal gøres op i økonomi. Vi skal være tolerante. For det skaber vækst med fremmede impulser. Den oplagte indvending er: Hvis tolerance alligevel ikke giver vækst, skal vi så være intolerante? Det er en allerede træt fortælling, der præsenteres af Det Radikale Venstre. Men den kreative klasse eksisterer stadig som urban elite. Der er bare ikke længere nogen, der tror på, at hele samfundet bliver en kreativ klasse. Den er blevet en interessegruppe ligesom børnefamilier eller folkeskolelærere. Det er fristende at se Det Radikale Venstre som parti for ’de unge urbane selvstændige og intellektuelle’, der gerne vil være god ved de ’etniske’ og betale lidt mere til u-landene. Men som også gerne vil have massive skattelettelser. Der er lidt til den gode sag og meget til den enkelte vælger. Men der er også vælgere, der ser Det Radikale Venstre som fronten i kampen mod racisme, som et parti, der kæmper for kosmopolistik lighed og miljø. Som parti for de almene perspektiver i kampen mod fremmedangst og forbrugermentalitet. Det Radikale Venstre kan faktisk blive det parti. Hvis de gerne vil være et rigtig kreativt parti, skal de bryde med normerne om borgeren som bruger, om vælgeren som en der skal tilfredsstilles. Og om moral, kreativitet og tolerance, som noget ’vi skal leve af’.