Krig i litteratur

Turner: Norham Castle (detalje)

De to jøder rejser sig fra deres pladser. De hopper rundt på deres filtsåler og samler skårene op fra gulvet. De vimser rundt i tavshed som aber, som japanere i et cirkus. Deres halse bliver tykke og fordrejede. De breder en utæt dyne ud over gulvet, og jeg lægger mig ind til væggen til den tredje, sovende jøde. En beklemt fattigdom lukker sig om mit leje.
Alt er slået af stilhed, og kun månen, som har grebet med blå hænder om sit skinnende runde, sorgløse hoved, strejfer rundt uden for vinduet.
Jeg ligger på den utætte dyne og masserer mine opsvulmede ben, mens jeg forsøger at falde i søvn. Jeg drømmer om chefen for sjette division. Han jager efter brigadechefen på en tung hingst og skyder ham to kugler gennem øjnene. Kuglerne går gennem brigadechefens hoved, og begge hans øjne falder til jorden. ”Hvorfor har du ladet brigaden retirere?” råber Savickij, chefen for sjette division, til den sårede – og i det samme vågner jeg ved, at den gravide kvinde famler hen over mit hoved med sine fingre.
- Herre, siger hun til mig, De skriger i søvne og kaster dem rundt på lejet. Jeg reder op til Dem i det andet hjørne, for de ligger og skubber til min far.
Med sine spinkle ben stemmer hun sin runde vom op fra gulvet og trækker tæppet bort fra den sovende. Den gamle mand er død, og hans hoved er faldet bagover. Hans strube er revet op, hans ansigt kløvet tværs over. Noget blod er stivnet i hans skæg som et stykke bly.
- Herre, siger jødekvinden og ryster dynen, det var polakkerne, der slagtede ham her, skønt han tryglede dem: slå mig ihjel ude på den mørke gårdsplads, så min datter ikke skal se mig dø. Men de gjorde, som det passede dem – han døde her i dette værelse med mig i sine tanker … Og nu vil jeg gerne vide, sagde kvinden pludselig med frygtelig styrke, hvor i hele verden der findes en mand som min far …

Novograd-Volynsk, juli 1920.

Fra Overgangen over Zbruc i Rytterarmeen (1936) af Isaak Babel