Danskerhad

Den franske forfatter Léon Bloy (1846-1917) havde en syreskarp aversion mod Danmark og danskerne. I sine dagbøger skriver han:

Forbløffende idioter befolker dette kongerige. Man kan næsten ikke opdrive en dansker der er i stand til at tilegne sig en metafysisk tanke, og glemselen over for tilværelsens dybe love er ubskrivelige.

Mon Journal, 1896-1899

Om det var mod sin vilje ved jeg ikke, men Bloy opholdt sig i Danmark nytårsaften 1899, hvor danskerne gik agurk i folkefest over århundredeskiftet. Herom skriver Bloy:

Omkring os protestanternes platte festrus, de fejrer med kanonslag og råben og skrigen dette årsskifte, der i øvrigt ikke har nogen som helst betydning for disse dyr, der kun tænker på at spise og drikke og bedække deres alt for fødedygtige hunner.

Mon Journal, 1896-1899

Øjne

Da jeg vendte mig om, sad der nogen på min Seng. Jeg vilde springe ud ad Vinduet, men var som naglet til Gulvet. Skikkelsen rejste sig langsomt og gav sig til at stirre paa mig. Dens Øjne var glødende og tog til i Omfang i Takt med Styrken i den stirrende Mønstring af mig; herved fik Skikkelsen noget skrækkeligt truende over sig. Da sprængtes Øjnene netop i det Øjeblik, hvor deres Størrelse og røde Glans blev helt uudholdelig, og de dryssede ned som glødende Kulstykker, der smuldrer gennem en Rist. Kun de sorte, udbrændte Øjenhuler blev tilbage ligesom dén absolutte Intethed, der skjuler sig bag Skrækkens sidste slør.

Ernst Jünger, Das abenteuerliche Herz. Anden udgave, 1938

Som udstationeret kaptajn ved den tyske Militärbefehlshaber i Paris møder Ernst Jünger for første gang Louis-Ferdinand Céline den 7. december, 1941. Den dag japanerne angreb Pearl Harbor. Jünger var rystet og fascineret over mødet, hvor Céline holdt en galopperende monolog i to hele timer. I sin dagbog skriver Jünger om forfatteren:

Han har de vanvittiges indadvendte blik der skinner ligesom fra bunden af et hul. For dette blik eksisterer der hverken noget til højre eller til venstre, man har indtryk af at manden styrer frem mod det ukendte.

Ernst Jünger, Strahlungen, 1939-1948

Krig i litteratur

Turner: Norham Castle (detalje)

De to jøder rejser sig fra deres pladser. De hopper rundt på deres filtsåler og samler skårene op fra gulvet. De vimser rundt i tavshed som aber, som japanere i et cirkus. Deres halse bliver tykke og fordrejede. De breder en utæt dyne ud over gulvet, og jeg lægger mig ind til væggen til den tredje, sovende jøde. En beklemt fattigdom lukker sig om mit leje.
Alt er slået af stilhed, og kun månen, som har grebet med blå hænder om sit skinnende runde, sorgløse hoved, strejfer rundt uden for vinduet.
Jeg ligger på den utætte dyne og masserer mine opsvulmede ben, mens jeg forsøger at falde i søvn. Jeg drømmer om chefen for sjette division. Han jager efter brigadechefen på en tung hingst og skyder ham to kugler gennem øjnene. Kuglerne går gennem brigadechefens hoved, og begge hans øjne falder til jorden. ”Hvorfor har du ladet brigaden retirere?” råber Savickij, chefen for sjette division, til den sårede – og i det samme vågner jeg ved, at den gravide kvinde famler hen over mit hoved med sine fingre.
- Herre, siger hun til mig, De skriger i søvne og kaster dem rundt på lejet. Jeg reder op til Dem i det andet hjørne, for de ligger og skubber til min far.
Med sine spinkle ben stemmer hun sin runde vom op fra gulvet og trækker tæppet bort fra den sovende. Den gamle mand er død, og hans hoved er faldet bagover. Hans strube er revet op, hans ansigt kløvet tværs over. Noget blod er stivnet i hans skæg som et stykke bly.
- Herre, siger jødekvinden og ryster dynen, det var polakkerne, der slagtede ham her, skønt han tryglede dem: slå mig ihjel ude på den mørke gårdsplads, så min datter ikke skal se mig dø. Men de gjorde, som det passede dem – han døde her i dette værelse med mig i sine tanker … Og nu vil jeg gerne vide, sagde kvinden pludselig med frygtelig styrke, hvor i hele verden der findes en mand som min far …

Novograd-Volynsk, juli 1920.

Fra Overgangen over Zbruc i Rytterarmeen (1936) af Isaak Babel