Forelsket i en havneluder

Aalborgromantik


Hjelmerstald i Aalborg. Øretæverne lurer lige om hjørnet?

Information faldt i fælden forrige weekend med et tema om Aalborg, hvor avisen lod sig forføre af den hjemstavnsromantik, Niarn, Hefty og ikke mindst Allan Olsen (brrr) udsmykker byen med. Efter at have set og læst Nordkraft har man tilsyneladende set stort på filmens fiktive karakter og har storhyldende placeret Aalborg på den plads på det mentale Danmarkskort, man længe har reserveret til en ægte dansk udgave af nordengelske industribyer.

For som Information skriver, står den på druk, hor og nævekamp i Aalborg. En by præget af arbejdere med værftlukningstømmermænd og et brølende kraftværk lige midt i byen (!). Jomfru Ane Gade portrætteres som omdrejningspunkt for en hårdhudet befolknings mentale tilstand, hvor man efter gamle maskuline idealer slås om pigerne og drikker bajere sammen bagefter. Den nordjyske muld er gødet af arbejderblod og hvidvasket vodka.

Niarn har udnyttet dette billede af Aalborg til at profilere sin egen position som dansk raps pittbull, der med beskidte poter sætter sine muldfodspor i København. Og de københavnske journalister følger dem som stifindere, der hungrer efter et dansk Detroit; en industriby med en hidtil gemt kulturskat i undergrunden. Det er alt for let for Niarn at bruge et så ensidigt billede af Aalborg, som afsæt for sin karriereraket. Det er så let at de fleste af os ville kunne gøre det. Tilsæt blot en del arbejderromantik med en gang småkriminel skiden på reglerne og få det til at rime. Jeg kan hurtigt forfatte en sætning til et af Niarns numre efter denne opskrift:

"Skider på alt hvad der er helliggjort
Napper kun en nadver hvis der er sprit i lortet"

Hvor underholdende det hårdkogte Aalborg-portræt afgjort må siges at være, er der tale om en kæmpemæssig og ensidig overdrivelse. Den eneste, der forholder sig kritisk til byen i Informations interview-serie, er Carsten Jensen (brrr). Men han har ikke været i byen i et halvt liv, så hans skildring rodfæstes i skolegårdsmaskulinitet fra den gang værftet var dampende og arbejderblodet brusede om kap med limfjorden og de travle ølhaner i Gaden. Hans kritik ender således med blot at være den negative udlægning af samme forestilling om en by i jovial gadedrengekamp.

Ærgeligt, for det kunne være sjovt at læse noget mere om leverpostejsromantikken, der hersker i Aalborgs altdominerende middelklasse i stedet for øl-pis-og-blod-romantikken blandt en for længst marginaliseret arbejderklasse. Det er det jeg husker bedst fra mine 13 år i Aalborg. Duknakketheden, hvor janteloven hersker i en sådan grad, at selv arbejderen med det fremskudte bryst flankeret af løstsiddende næver ville blive vingeskudt af denne altfortærende nørrenjydske lov om ikke at stikke næbet længere frem end at vi alle kan være med. Jeg har ikke oplevet en så stærk flokmentalitet andre steder end i Aalborg, hvor man hele tiden helst skal kigge på hinanden med forbehold og blikket placeret forsigtigt lige under hagen på den man taler med. For at kigge de andre direkte i øjnene og mene noget klart i modsætning til eller overensstemmelse med sine medborgere er ikke ønsket blandt leverpostejsklassens ypperstepræster. Hvis man agiterer lidt for ivrigt for noget som helst, har jeg flere gange oplevet den joviale men ikke desto mindre affærdigende kommentar ”du er da helt oppe at køre i dag, hahaha”, hvormed der menes ”slap nu af med at mene noget som helst og lad os blive ved med at mene lidt det samme om alting og ingenting”.

Aalborg præges af middelklassen, der uden mål og med bevæger sig mod fremtiden med duknakket blik, men som nu lige pludseligt stolt kan rette blikket bagud mod en gammel forgangen arbejderby. For den skildres jo i bøger, film og musik, og i fælleskor skråler de om kap med medierne i opdagelsen af et genuint arbejdermekka med hårdtslående værdier og en kold-i-røven-pis-og-bræk-kultur, der skider på regler og normer.

Regler og normer er dog stadig den hellige gral for middelbandens mentale tilstand i Aalborg. Det kan hverken Nordkraft, Nordkraft eller Niarn ændre på. Hold dig til normen og den betonsolide konsensus, ellers trækker vi på smilebåndet og trækker følehornene til os!

I de aktuelle portætter af Aalborg får man indtrykket af en påtrængende udadvendthed, en direkte tale mellem mennesker; en påtrængende kontakt mellem tætbyggede gutter formidlet af hård tale, hæs latter, nævekampe, lussinger, spyt og blod. Men snarere end den påståede udadvendte arbejdermentalitet, der skulle gøre gaderne i Aalborg usikre og farverige, er det den indadvendte middelklasse-mentalitet, der præger bybilledet. En indadvendthed der truer med at suge øjnene helt ind i det nordjyske mørke sind. Kend en aalborgenser på duknakketheden og de indfaldne øjne. Jesper Grønkjær er et glimrende eksempel (for ikke at tale om Henrik "Mini" Rasmussen).


Grønkjærs indfaldne øjne.
Hvis man kniber øjnene sammen ser det ud som om han bærer en Zorro-maske. Gennem sammeknebne øjne kan man se om en person kommer fra Aalborg; får han Zorro-maske er han fra Aalborg a'. Det er derfor, at mange aalborgensere går rundt med sammenknebne øjne; "er ham der fra Aalborg a'?". I forbindelse med denne sammenkniben opstår der en anstrengelse af muskulaturen omkring øjnene som samtidig fremskynder de indfaldne øjne. Dermed understøttes den ubrydelige konsensus på de aalborgensiske gader: man patruljerer rundt for at spotte outlaws, som kan kendes på deres maskeløse blik, men ender med at se Zorro-masker overalt, fordi alle går og kniber øjnene sammen i kollektiv selvkontrol under jantelovens tegn. Gadens justits i Aalborg udgør således en selvopfyldende profeti, som underbygger den konsensus, der kræver aalborgenserens indadvendthed og passen sig selv.

Mange aalborgensere vil nok beklage sig over min lige så ensidige skildring af den nordjyske middelklassementalitet, men den heftige eksponering af byens autentiske industribystemning nødvendiggør i mine indfaldne øjne en tyk rød understregning af leverpostejshyggen i den byfornyede omkreds af Nordkraft. Jeg er glad for at komme fra Aalborg, og har nydt godt af havnefront og industriområder, og jeg synes stadig, at Aalborg Havn er noget af det smukkeste i Danmark. Men når nu byen er i tidens sigtekorn, er det nødvendigt at stille kornet lidt skarpere.

Jeg har boet klods op ad det ”brølende kraftværk” midt i byen. Jeg har aldrig hørt det brøle, men har tit ligget i min seng og fra mit vindue kigget direkte ud på de to skorstene og fantaseret om at spænde en hængekøje ud mellem dem. Min far kom en gang i avisen som repræsentant for en række utilfredse naboer, der klagede over sodpletter fra skorstenene på bilernes kølerhjelme. Og jeg kan huske de sorte pletter i sneen. Og nogle gange lugtede det fælt af korn fra de store siloer ved havnen. Men Nordkraft lukkede for flere år siden og nu er skorstenene pillet ned. Resten af bygningskomplekset skal bruges til kulturhus. Jeg kan ikke huske præcist hvornår værket lukkede, og da jeg søgte efter informationer om værket på nettet henviste de første 50 poster til enten bogen eller filmen Nordkraft.


Nordkraft før lukningen og nedrivning af de to skorstene. Det har altid slået mig, hvor meget de lignede raketter på en affyringsrampe med de to vinger forneden. Nu er de fyret af - måske sidder Niarn og griner hæst og højlydt på en af dem på vej over storebælt?