Radikalt!

Som radikal vælger er jeg irriteret over at blive kategoriseret som et caffè latte-drikkende storbyindidvid, der stolt men naivt udnytter et partipolitisk tilhørsforhold som eneste grundpille for min ellers hjemløse identitet. Uden socialt ansvar og samvittighed stigmatiseres den radikale vælger som et apolitisk medlem af en kreativ elite, der ikke en gang har erkendt sin rolle som liberalistisk ulv i humanistiske fåreklæder. Ikke mindst Rune Lykkeberg, som jeg nærer den største respekt for, har gjort sig til talsmand for denne stigmatisering. Lykkeberg har en slem vane med kun at angribe de radikale fra et meget fjernt fugleperspektiv funderet i en kritisk dekonstruktion af Richard Floridas teser, sidst set i Informations leder den 15. februar. Det er alt for let. Det er uden tvivl berettiget at erklære Floridas teser for vulgærmarxisme. Men Lykkebergs kritik af Florida og de Radikale rummer selv en hel del gammelmarxistiske rester, hvor der skydes med skarpt mod alt det, der indeholder en seriøs stillingtagen til termen "økonomisk vækst". Lykkeberg anklager med god grund Floridas teori for dens ensidige vægtning af økonomisk succes. Men i den pågældende leder er Lykkebergs kritik ligeså ensidig som inverteret opposition til Floridas vulgærmarxisme. Han synes at dumpe tilbage til den stiveste marxisme, hvor økonomisk vækst og social ansvarlighed er to for altid antagonistiske størrelser.
Jeg vil gerne fastslå, at jeg har det meget svært med de Radikales skattepolitik. Men at skære hele Jelveds projekt over én kam og erklære det for et liberalistisk projekt, der udelukkende retter sig mod økonomisk vækst forklædt i kreativ humanisme er alt for nemt. Og derved mister man en masse væsentlige politiske initiativer og værdier af sigte. Værdier, der får mig til at stemme radikalt.
Christiansborg har i mine øjne ikke andre partier end de Radikale, hvor et værdipræget fokus ligger så kompromisløst på "kampen mod racisme, kosmopolitisk lighed og miljø og kampen mod fremmedangst og forbrugermentalitet", for at citere Lykkebergs leder. Det er tiltrængt, at Lykkeberg selv kommer ind på de Radikales politiske mærkesager i slutningen af lederen, men som afsluttende afsnit er det for sent. For de optræder kun parentetisk i forhold til den gennemtærskede kritik af Floridas teser som det teoretiske grundlag for Jelveds politik. Og han risikerer således at efterlade Informations læsere med et komplet ensidigt billede af partiet og dets vælgere. Det er bydende nødvendigt at gøre de mange nye radikale vælgere opmærksomme på kritisable implikationer ved den radikale strategi. Men det tjener ikke som en fuldbyrdet afvisning af partiets værdigrundlag, som netop fremstår noget mere ansvarligt og etisk funderet, når man ikke kun betragter det fra et teoretisk fugleperspektiv. Lykkeberg afslutter lederen således: "Men der er også vælgere, der ser Det Radikale Venstre som fronten i kampen mod racisme, som et parti, der kæmper for kosmopolitisk lighed og miljø. Som parti for de almene perspektiver i kampen mod fremmedangst og forbrugermentalitet. Det Radikale Venstre kan faktisk blive det parti. Hvis de gerne vil være et rigtig kreativt parti, skal de bryde med normerne om borgeren som bruger, om vælgeren som en der skal tilfredsstilles. Og om moral, kreativitet og tolerance, som noget ’vi skal leve af." Jeg tilhører en af de vælgere, og jeg håber, at partiet holder fast i den oppositionelle kurs overfor regeringen. For der er både brug for Enhedslistens vagthunde og for stejl oppositionel politisk indflydelse fra de Radikale i kampen mod landets pinlige politiske styre. Men så må vi også til at fokusere på netop de vælgere som nævnes sidst i artiklen og som udgør grundlaget for et reelt politisk alternativ til regeringen, i stedet for at fokusere på en række politiske trend-følgere, der i deres kreative selviscenesættelse har sat kryds ved liste B. Ja, dem er der nogle af, men lad nu være med at stigmatisere hele partiet og dets seriøse vælgerskare med Florida-sygen, bare fordi partiet er blevet populært. Ikke al popularitet er identisk med populisme. Lykkebergs fokusering på Jelveds flirt med Florida er unuanceret og er ude af proportioner.

/joakim